ARION var navnet på en Græsk sanger og musiker fra Methymna på Lesbos der levede ca. 600 år f.Kr. og virkede ved den korinthiske tyran Peiandros' hof. Her skal han til ære for Dionysos have opført de første dityrambiske kor, hvoraf den græske tragedie har udviklet sig. Hans levned omtales af de gamle med mange mystiske udsmykninger.
På en hjemrejse fra Tarent, hvor han skal have vundet kostbare præmier i en musikalsk væddekamp, blev han bestjålet af søfolkene, som derefter kastede ham overbord.
Delfinerne, som havde flokket sig om skibet for at lytte til hans sang og spil, bar ham i land på deres ryg.
På Arion-korets logo ses den græske sanger ARION med sin lyre ridende på en delfin. Han havde fået sin smukke stemme af APOLLON, den græske gud for sang og strengespil.
I taknemmelighed for denne guldstemme, rejste han rundt og glædede menneskene med sin sang i de græske bystater og kolonier langs Middelhavet.
Når der ved stiftelsen af koret den 16. februar 1893 blev valgt navnet ARION, var det sikkert fordi den gudbenådede sanger, satte mere pris på at glæde menneskene med sin sang, end på gods og guld.
Arion-korets logo viser netop en situation, hvor han vælger sangen frem for rigdom.
Denne situation beskrives i følgende gamle digt.
Vidtkendt var han i Hellas, den herlige sanger ARION,
Højlydt berømmet af folket og ven med vandrende guder.
Hjem fra en færd til Italien sejled' den prægtige yngling,
Bærende med sig stor rigdom som tak for vellyd i strube.
Farlig for sind og for tanke er glansen af næstens rigdom,
Kraftige sømænd ved synet nu følte en voksende guldtørst,
Mørkt over ræling de rådslog den syngende mester at dræbe,
Og hans guldskat at dele, når skilt den var fra sin ejer.
Talte end skumle matroser med list og i snigende løndom,
Offeret planen dog hørte. Med rolig omhu han våged,
Indtil dommen og døden han læste i hadefuldt øje.
Frygtløs den ædle genså på dæk det hungrige mandskab,
Derpå med lyren hævet han rent og tonende talte:
Olympiske guder mig skænkede mildeligt guldet i strube,
At jeg til jordfødtes glæde i skønhed så frit kunne sjunge,
Rigdommen ikkun er lønnen, mig gaves i jublende sale,
Aldrig mit øje did skued' en horde af eders rå støbning,
Folk, som nådesløst agter, mit gods mig med magt at berøve,
Udmønte vil jeg guldet i mund, I for armod kun regner,
Hører da godtfolk, min stemme, førend drabets vej I betræde!
Brus nu min ode på havet og ton over lyttende bølge,
Er nænsomt min hymne forstummet, jeg selv mig i søen vil styrte!
Åbent han synede kredsen og under dens tøvende ja-ord
Lyren han stemte med andagt og udbrød i blomstrende lovsang,
Priste med velklang Apollon, der hist på Olympen sad henført,
Dirrende salig i oden, der stormed' hans luftige bolig.
Sluttet sin vældige hymne sig kasted' fra gyngende tofte
Arion, den dristige sanger, hurtigt i blånende bølge.
Just i det samme Apollon ham skikked' sit svømmende budskab:
Muntert en smidig delfin sås lege i skummende kølvand,
Optog på glinsende ryg den havvåde sanger Arion,
Let den knejsende yngling red sin selefri søhest
Ind til frelsende strande, hvor brisen i flimrende sollys
Kærtegned' løvrige lunde og smykked' det skælvende gensyn.
